Glædelig jul og godt nytår!
Som omtalt på husmødet i december skal vi have ryddet ud i cyklerne. Der står flere flade modeller, der tydeligvis ikke er brugt i mange måneder.
Med den begrænsede plads der nu er i en boligblok, vil vi gerne have de ubrugte cykler væk fra gangstrøget og cykelrummene.
Derfor bliver der i de næste par dage sat sedler på alle cykler. Disse sedler fjerner man når man tager sin cykel ud af rummet. Ligeledes hus-omdeles en instruktion om dette.
De cykler, der ikke har fået fjernet sedlen inden husmødet i februar bliver samlet sammen og sat til opbevaring i p-kælderens knallertbur. Her står de i de næste 14 dage. Der kan man så hente sin cykel, hvis man pludselig savner den alligevel.
Efter 14 dage bliver de ikke-afhentede cykler overgivet til enten Ejendomskontoret eller politiets auktioner.
Ud fra erfaringer med andre blokke, er der tit cykler fra tidligere beboere, der enten har glemt deres cykel, eller ikke gidet bortskaffe nedslidte modeller, inden flytning. Derfor er det en god vane, at gennemføre denne type oprydning en gang om året.
Når vi har været gennem denne oprydning vil vi igen tælle antal cykler i blokken. Dermed har vi et bedre overblik over, hvilket antal vi skal have stativer til, og om vi skal inddrage yderligere arealer.
Som en sidste bemærkning, appellerer vi til, at cyklister fra nordlige ende af blokken ikke overfylder det åbne cykelrum, eller gangstrøget, når der er masser af ledige pladser i glasburet. Selvom buret ikke ligger lige udenfor ens hoveddør, er det jo ikke langt væk, og det er stadig indendørs. Det er jo hensigten, at der ikke skal stå cykler på gangstrøget.
Med venlig hilsen
Cykelrumsgruppen